Alle underværker og miners rigdomme
i en juvel alle havets nyancer
åndedræt,glød og glans i en perle
Hele mælkevejens stjerneglans
og nattens klare stilhed i en måne
Den reneste tro, i et frø
den klareste sandhed i universet
hvilende i et skød
Alt det vil jeg give dig
i et kys
Hvem er du der fører dig frem
som en almægtig Konge,
og mener, at du har adgang over alt
Så du ikke skiltet; Ingen adgang
over døren til mit glas slot,
gjort af min inderligste drøm.
Bag dig, et øde landskab,
glasskår og et knust hjerte.
Sorgens mørke flod, synes endeløs
mens mine bønner tørrer ud,
og bliver ordløse
nu ved jeg ingenting
Udmattet kryber
jeg sammen, på min nøgne grund,
nu vil jeg bare hjem
Du vækker mig af min drømmeløse søvn
med solens første morgenstråler,
kærtegner landskabets jomfruelige renhed,
nu husker jeg
Et landskab af de skønneste juveler.
I mine fineste farver skinner jeg,
i dit gyldne lys.
Min hellige grund.
Du er stjernen, i min nat
Det er dig, som jeg forguder
For dig, vil jeg åbne min blomst
og forløse min duft
Du er solen på min himmel
din stråling er stærk,
din kraft, er ubærlig.
Jeg vrider mig,
mens slangen smider sin ham,
og jeg befrugtes
Jeg åbner alle mine strømme,
til en prægtig flod,
af velsignelse
Som leder dig,
min elskede,
ind, i mit kammer.
Jeg afklæder mig,
selv de fineste slør,
lader jeg falde.
Kan du genkende mig nu,
din måne, dit spejl
Dit sølvbæger
Jeg venter på dig, min elskede
med ildens passionerede glød
Jeg vil sidde, hver eneste nat
på kanten af altings, alt
lige der, hvor mørket møder sit lys
Som dråben
så lille og dog så fuld
Ventende på dig,
mit kærlighedens hav
at du vil forløse mig
Din sommersol er hed og brændende
Jeg vender mig indad mod min mørke kølighed
Mit helle du er insisterende og gennemtrængende,
og med dit åndens sværd, kløver du mit mørke.
Kødet af benet
Kødet hænger på en krog i underverdenen,
og benene, er smidt for løverne.
Løvinden brøler sin fødselssmerte ud gennem
alle underverdenens gange,
og jorden skælver, i sine veer.
Smerten er så frydefuld, når frøet brister
og jeg føder, lysets søn.
Et barn af mit hjertes,
hellige hjerte.
Jeg rækker ham til dig
min elskede, min sol
Så du stolt kan holde ham, i dine arme.
Nu fødes solen,
af havets skød.
Ildens datter danser,
i havets glans og glød.
Vævet i sølv og guld,
er klædningen, skabt.
Med dråber af lys,
i herlighedens dragt.
Alting er så stille,
som berørt, af en bøn,
når nattens mørke moder,
synger sange, for sin søn.
Salige toner
i hvert et hjerte slår,
når bruden og gommen,
ind i kammeret går.
Forside